Skip to content

Historik

EduTechLab er resultatet af en tanke, jeg havde tumlet med i nogle år.

Udgangspunktet er baseret på mine erfaringer fra mange forskellige typer af undervisning, samtaler med kollegaer på tværs af undervisningssektoren og en generel interesse for international forskning i formidling og læring.

Særligt engagerende arrangementer som f.eks. ScienceCup, Unge Forskere og lignende har vist mig, at produktorienteret undervisning på skoler kan noget specielt. Som mangeårig dommer i de nationale konkurrencer fik jeg hyppigt syn for sagen.

Det var tydeligt, at flere elevtyper kom i spil og særligt, at nogle af de tidligere oversete elever pludseligt blomstrede kraftigt op. Derfor fik jeg lyst til at bygge et arbejdende laboratorium, hvor netop fokus på det produktorienterede var kernen.

Det var blevet ved tanken, indtil jeg i august 2012 drak en kop kaffe med skoleleder Søren Ranthe (Antvorskov Skole). Søren havde præcist de samme tanker; og vi sad og snakkede didaktik og pædagogik uden egentligt at have en eksisterende betegnelse eller tilgang, der dækkede vores oplevelser.

Sammen med Søren startede forarbejdet til implementeringen af EduTechLab ved Antvorskov Skole i efteråret 2013.

Se Antvorskov Skoles arbejde med EduTechLab her